• Hjem
  • Artikler
  • Pak en lettere rygsæk og få en bedre vandretur

Pak en lettere rygsæk og få en bedre vandretur

Sådan gør du...

Jeg møder tit folk, som undgår vandreture med Telt – selv om de måske gerne vil det – da alene vægten af rygsækken virker afskrækkende.

Mindre-er-mere.jpg
Skrevet af: Kaare Meldgaard
Opdateret den 13. jun 2024
Læst af: 1840

Jeg møder tit folk, som undgår vandreture med Telt – selv om de måske gerne vil det – da alene vægten af rygsækken virker afskrækkende.

Mange har et billede af, at man skal have en mindst 65-liter rygsæk (og gerne større!) og bære på i hvert fald 15, måske endda 20 eller 25 kilo, for at komme på vandretur med telt. Det behøver man heldigvis ikke. I dag er der udviklet meget fint letvægtsudstyr, og det handler også om tilgangen til pakning. Her er lidt ideer og tips, til hvordan mindre vægt kan betyde mere eventyr og nydelse på vandreturen.

Fordele ved mindre vægt i rygsækken

  • Bedre komfort, mens du vandrer.
  • Større sikkerhed, da du har bedre balance og kontrol og bliver mindre træt
  • Du kan gå længere distancer.
  • Det er sjovere at vandre med en lettere rygsæk, og du kan bevæge dig mere frit.
  • Meget letvægtsgrej kan nemmere bruges i hverdagen, f.eks. små rygsække, sko (frem for støvler) osv.

Hvordan gør du?

  • Vej alt dit udstyr og lav en pakkeliste. Excel virker fint. Der findes også hjemmesider som f.eks. lighterpack.com. At have et godt overblik er for øvrigt også et godt, generelt værktøj til at gøre det nemmere at komme på tur.
  • Tag det udstyr væk, som er pakket ud fra tanken om, “hvad nu hvis?” – du behøver ikke syv par Undertøj og seks par sokker.
  • Find ud af, hvor du kan få mad og vand undervejs, så du ikke behøver at slæbe så meget ad gangen. Mange slæber ofte 1-2 liter for meget og tænker ikke på, at de kan købe mad ind undervejs. Det tynger ekstra i rygsækken. Vandrensningsfilter kan også være en god ide, da du kan bære mindre vand ad gangen.
  • Bemærk og noter, hvad du bruger og ikke bruger, mens du er på tur.
  • Når du skal på tur igen, så tag det fra, du ikke brugte – på nær ting som førstehjælpssættet.
  • Udskift grej, som er for stort, tungt, ukomfortabelt og slidt. Prioriter de store ting som telt, underlag, sovepose, rygsæk og kogegrej.
  • Gentag processen: Pak, overvej om du har brug for det hele, tag afsted på tur, skær fra hvis muligt, når du kommer hjem og udskift efter behov.

Hvilken vægt skal man så ligge på?

Der er en del forskellige faktorer, som spiller ind på, hvad en “god” vægt for ens rygsæk med udstyr er. Man taler normalt om ’basisvægt’, som er vægten af alt udstyret minus det tøj og de sko, man har på, samt f.eks. mad og vand, der varierer undervejs på turen. Din kropsstørrelse, hvor let du fryser, temperatur og vejr på turen spiller også alt sammen ind.

De fleste vandrer primært i forår, sommer og efter – og måske lidt om vinteren i Danmark – og her vil man normalt definere ’letvægt’ som en basisvægt med telt, rygsæk, alt ekstratøj, soveudstyr, kogegrej og så videre som 9 kilo eller under. Er man under 4,5 kilo, så kalder man det normalt ’ultraletvægts’.

Hvad man ender på, kommer meget an på både erfaring, brug samt lyst og nysgerrighed. En del af tilgangen, hvilket gør sig gældende for enhver form for vandring med telt og alt udstyr, handler om at minimere og finde ud af, hvad det egentlig er, der er vigtigt for at trives i naturen på tur.  

Kaare Meldgaard

Kaare Meldgaard

Kaare nyder at vandre på mange forskellige måder; i flok, med få mennesker han kender godt eller helt alene. Når han er helt alene, dyrker han sin trang til letvægts-og langdistancevandring.

Andre spændende artikler


Grej til myggeture

Grej til myggeture

Ny californisk vandrerute til de erfarne

Ny californisk vandrerute til de erfarne

Tag børnene med på sanketur

Tag børnene med på sanketur